Gadeparkering for biler i de centrale dele af København er betalingsparkering, og taksterne fastsættes på et niveau, der sikrer frie pladser for at begrænse den trafik, der er forårsaget af søgning efter parkering. Offentlig parkering for elbiler tilgodeses gennem reserverede p-pladser i forbindelse med el-ladestandere. Fremtidige kommunale p-huse forberedes til installation af el-ladestandere og der reserveres p-pladser til elbiler på op til 5 % af pladserne.
Beboere og erhvervsudøvere har mulighed for at købe en beboerlicens hhv. en erhvervslicens. Dermed sikres dispensation fra den generelle betalingsordning. Parkeringslicensen sikrer derimod ikke, at der er en ledig parkeringsplads.
Ved etablering af nye parkeringspladser med hel eller delvis kommunal finansiering er det væsentligt, at de så vidt muligt bidrager til at begrænse den søgetrafik, der følger af høje belægningsgrader på de pladser, som beboere og erhvervsudøvere kan benytte med beboer- og erhvervslicens. Dette vil derfor, sammen med andre relevante kriterier, indgå ved vurdering af mulige placeringer for nye parkeringspladser.
Ambitionerne om at gøre København til verdens bedste cykelby indebærer bl.a., at kommuneplanen på et overordnet niveau stiller krav til cykelparkeringsfaciliteter i nybyggeri. Udover de formelle krav om antal og overdækning stiller kommuneplanen krav om, at cykelparkeringspladser har god tilgængelighed. Det betyder, at ramper og adgangsveje skal etableres efter de gældende normer og standarder for god tilgængelighed og dermed højne den generelle kvalitet af cykelparkering i nybyggeri. Samtidig skal cykelparkering som udgangspunkt placeres tæt ved indgangspartier, således at det sikres at cykelparkeringen bliver anvendt i det daglige og ikke henstår ubenyttet.
Generelt anbefales det, at cykelparkering uanset indretning eller placering anlægges, så dens kvalitet er tilpasset behovet hos brugerne, og den dermed sikres en høj udnyttelsesgrad, så ubenyttede cykelparkeringsfaciliteter og cykler placeret på uhensigtsmæssige steder undgås.